✉️Nyhedsbrev uge 1 2022

soren.lundsgaard

✉️Nyhedsbrev uge 1 2022

Her følger nyhedsbrevet for den første hele uge i år 2022. Jeg kommer stadigvæk til at skrive “2021” i min logbog når jeg laver et nyt indlæg – men mon ikke jeg lærer at skrive rigtigt på et tidspunkt? Dette nyhedsbrev er dog rigtigt nok for år 2022 og det bliver kort og godt – god læselyst!


🤓Hvad jeg har lært

Eksamensperioden er hård. Tidligere har jeg været uforstående overfor hvordan studerende kunne mangle overskud til at klare hverdagens gøremål (oprydning, madlavning, træning, social kontakt mv.), “bare” fordi der snart står “EKSAMEN” i kalenderen. Efter selv at have været igennem en eksamensperiode hvor bl.a. den daglige oprydning i lejligheden blev tilsidesat og træningen sat på stand-by, så har jeg fået en væsentlig større forståelse og respekt for de (manglende) mentale ressourcer og overskud jeg og mine medstuderende har i denne tid. Jeg har derfor accepteret at når jeg har disse perioder i min hverdag, så er det okay at sove længe fordi det blev sent i går, yoghurt kan sagtens spises til aftensmad, træningen kan være en rask gåtur i den friske luft og går der nogle timer (eller dage) før jeg svarer en besked – så er det også okay. Og jeg vil derfor heller ikke forvente at mine medstuderende har et stort mentalt overskud i denne tid.

Det jeg dog husker på, er at det jo kun er i en periode. Snart kommer jeg tilbage til hverdagen med alle de goder det indebærer. Men for nu, der er fokus på de forestående eksamener.


🧠Noget som jeg gerne vil dele

📚Bøger

Jeg er gået i gang med at bladre i Spis mere plantebaseret – en forskningsbaseret tilgang til et sundere liv af Stig Ladefoged. Indtil videre har jeg ikke tilberedt retter med kød til mig selv i over 2 år så tanken omkring det at spise plantebaseret, afskrækker mig ikke. Jeg håber at bogen kan inspirere mig til at spise en endnu sundere og varieret kost.

🎧Lydbøger

For nylig lyttede jeg til Slug frøen! Hold op med at udsætte tingene og få mere fra hånden på kortere tid af Brian Tracy. Bogen var fyldt med så mange gode tips og tricks, at jeg blev nødt til at anskaffe den fysisk for at kunne gå mere i dybden med dens materiale. Har man 5 timer i overskud (det er den tid det tager at lytte til bogen), vil jeg helt klart anbefale at give bogen en chance.

🎶Musik

På Instagram så jeg en video – jeg tror det var noget TikTok. Der blev spillet et stykke af en sang som jeg sidenhen fandt på YouTube. Det er Signs af Barden Bellas Regionals (Pitch Perfect) (sangen starter 48 sekunder inde i videoen). Den har jeg nu fået på hjernen, og jeg hører stykket oftere end jeg tør indrømme.

🍽Opskrifter

Jeg er fan af grønne deller – også disse vegetarfrikadeller med edamamebønner. De er nemme at lave og smager super skønt – og står jævnligt på aften-menuen hos mig. De er også gode til madpakken dagen efter.

🔧Værktøjer/apps

Da jeg læste op til min eksamen, brugte jeg bl.a. ANKI. Det er et program der kombinerer nogle af de mest effektive studietekniker der findes: Active recall og spaced repetition. Programmet kan både bruges til PC, Mac, iPhone og Android og det kan hjælpe en til at komme godt igennem eksamensperioden. Programmet kan dog være lidt svært at finde ud af at bruge til en start – derfor anbefaler jeg at man ser nogle videoer eller læser nogle guides til hvordan man kommer godt igang.

💬Citat

Good advice at the wrong time is bad advice. Life is full of seasons and each season has different requirements. Know what season you are in, and you can better identify which ideas to utilize.

James Clear

👋Det var alt fra mig i denne omgang. Du ønskes en dejlig dag 😊

/Søren Villumsen Lundsgaard


Ønsker du ikke længere at modtage dette nyhedsbrev? Afmeld dig ved at sende en mail til soren.lundsgaard@hotmail.com og skriv “Afmeld” i emnefeltet. Så vil jeg ikke forstyrre dig længere.

Kender du en som du tror også kan få glæde af at modtage dette nyhedsbrev? Så videresend eller bed dem om at gå ind på denne adresse: https://soerenlundsgaard.com/omogkontakt/ og tilmelde sig i bunden af siden.

Vil du finde brevene fra de tidligere uger? Så bare klik HER og du kan se alle de nyhedsbreve jeg har udgivet.

Hej!

Mit navn er Søren Villumsen Lundsgaard og jeg står bag denne hjemmeside og dette nyhedsbrev. Jeg er studerende i Aalborg og via denne blog dokumenterer jeg min dagligdag og deler ud af det jeg finder interessant. Du må altid være velkommen til at kontakte mig med spørgsmål, kommentarer eller andet! Det kan ske via Facebook, skrive eller ringe på +45 31 71 65 03 eller følge mig på Instagram, YouTube eller LinkedIn. Du må også sende en mail til soren.lundsgaard@hotmail.com. Så vil jeg bestræbe mig på at vende tilbage hurtigst muligt.